Sådan undgår du at blive udsat for svindel online

Sådan undgår du at blive udsat for svindel online

Internettet er en fantastisk opfindelse. Overvej, hvor lille verden efterhånden er blevet, fordi vi alle er – eller kan blive – forbundet på kryds og tværs, ligegyldigt hvor langt der er mellem os.

Internettet har også kastet mange andre frugter af sig. Praktisk talt alle slags varer i enhver tænkelig produktkategori er blevet tilgængelige for alle os med en internetadgang. Derudover bliver flere og flere services digitaliseret og internetbaseret.

Det betyder altså, at du efterhånden kan klare det meste på nettet. Således også de fleste af dine bankrelaterede ærinder.

Lån er minsandten også blevet noget, som kan optages lynhurtigt på nettet, hvor du også meget nemmere kan danne dig et overblik over alle de lån, der er tilgængelige. Alt, du skal gøre, er at indtaste dine oplysninger, og så er du stort set igennem processen med at optage et lån.

Ja, du kan sågar optage et lån ved blot at sende en SMS, og så bliver det vist heller ikke meget nemmere.

Svindlere er på spil

Inden vi bobler over af jubel, er det imidlertid også her, at bagsiden af medaljen viser sit grumme ansigt. Mange mennesker oplever nemlig, at ondsindede svindlere bruger deres personlige – og oftest let tilgængelige – oplysninger til at optage lån i deres navn.

Det vil altså sige, at der eksempelvis kan lånes 50.000 kroner i dit navn, og at det er nogle helt andre, med ondsindede hensigter, der render rundt med pengene.

Det vil samtidig sige, at du risikerer selv at hæfte for et lån, du overhovedet ikke har godkendt, endsige nydt godt af. Her er der dog en gråzone i forhold til at placere ansvaret.

Som udgangspunkt kommer långiveren ikke offeret til hjælp, da der ikke findes bevis for, at NemID kan hackes. Samtidig indgår det i vurderingen, hvorvidt offeret selv har været uagtsom i forbindelse med deling af sine følsomme oplysninger.
Sådan undgår du at blive udsat for svindel online

Pas på med, hvem du deler dine oplysninger med

Tyveri af oplysninger og misbrug af disse sker som oftest via en direkte kontakt mellem dig og svindleren. Uden du selv er opmærksom på det. Igen er det selvfølgelig over internettet, at svindleren etablerer kontakten og får lokket oplysningerne frem.

Der er et fænomen kaldet social engineering, der går ud på, at svindleren fremsender en mail eller rækker ud via andre kommunikationsplatforme. Svindleren giver sig ud for at komme fra en troværdig myndighed eller en stor virksomhed, som skal bruge dine følsomme oplysninger – eksempelvis dit login til NemID.

Som oftest kan du lure, at denne kontaktform er mistænkelig, og du afviser naturligvis at fremsende de forespurgte oplysninger. Finten finder for alvor sted efterfølgende.

Du vil igen blive kontaktet, denne gang af samme svindler, som nu udgiver sig for at være fra politiet. Du får fortalt, at de har kendskab til det svindelnummer, du lige har været udsat for, og nu har du pligt til at hjælpe med opklaringen ved at fremsende dit CPR-nummer og NemID-login.

Undgå at komme i fedtefadet i hænderne på en svindler. Del aldrig dine oplysninger såsom CPR-nummer og login til NemID, medmindre du er 100 % sikker på, at vedkommende rent faktisk repræsenterer en sikker myndighed eller virksomhed. Hvis du er det mindste i tvivl, bør du tage direkte kontakt til firmaet eller myndigheden, vedkommende giver sig ud for at repræsentere.

Er du alligevel havnet i saksen og får at vide, at du skal afdrage på et lån, du overhovedet ikke kender til, er der naturligvis nogle trin, du skal følge for at minimere skaden så meget som muligt:

  1. Skab dig først et overblik over, hvor stor skaden er, ved at logge ind i NemID-systemet og kigge loggen igennem. Her kan du se, hvordan dit NemID-login er blevet brugt. Gør det samme med din NemKonto, hvor du kan se, om den er blevet knyttet til en anden konto eksempelvis.
  2. Det kan være, at der er god ræson i at spærre dit NemID, så svindleren ikke længe kan udnytte det.
  3. Anmeld misbruget til politiet. Det er langtfra sikkert, at de kan hjælpe dig direkte, men det er om ikke andet vigtigt, at forbrydelsen er registreret. Svindleren har sandsynligvis også andre ofre end dig.
  4. Orienter långiver om misbruget, og dokumenter dette så godt som muligt.
  5. Orienter din bank, så de kan spærre de konti, der bliver misbrugt.
  6. Orienter dit forsikringsselskab, og håb på, at de dækker denne slags ulykker.